Odense Aikido Klub

Aikido

Ordet Aikido er delt i 3 stavelser, hvor Ai betyder harmoni, balance og kærlighed; Ki svarer til kraft, energi og sjæl og Do er vejen, hvor krop og sjæl er i harmoni med hinanden.
Aikido kan altså oversættes med Vejen til harmonisering af livsenergien (ki). Det er en kampkunst der blev udviklet i Japan i begyndelsen af det 20.århundrede. Grundlæggeren Morihei Ueshiba Osensei (1883 – 1969) skabte denne nye kampkunst efter mange års træning og studier af ældgamle kampteknikker. Samtidig spillede en spirituel og filosofisk ide om fred, venskab og kærlighed en væsentlig rolle i skabelsen af Aikido.

 

Træning

Træning i Aikido er selvforsvar hvor der anvendes ledlåse og kast. I stedet for at anvende muskelkraft bruger Aikido cirkulære bevægelser til at indoptage et angreb og neutralisere dets kraft. Kvaliteten i Aikidos bevægelser er energi/flow, afspændthed og ynde. Det skjulte potientiale i enhver person kommer til udtryk i ens udvikling med at mestre denne kampkunst.
I træningen arbejdes med en treenighed af Krop – Det Mentale – Teknik. Kroppen træner smidighed kondition og afspændt bevægelse.
Mentalt trænes der koncentration, agtsomhed, at være vågen og skabe ro. At gøre teknikkerne fuldkomne er en del af denne proces. Målet er at nå en indre og ydre ligevægt.
Folk træner Aikido af mange forskellige årsager. Nogle ønsker at kunne selvforsvar og andre gør det pga. fitness mens andre vil bibringe deres liv en meditativ kvalitet. Årsagen til at træne er lige så varieret som der er folk der træner denne kunst. Aikidotræning opbygger harmoni, fokus og balance i ens liv.

 

Ingen konkurrence

Der findes ingen konkurrence i Aikido og man kan således ikke kalde det en sport, men en kampkunst, hvor udfordringen ligger i de krav den enkelte stiller til sig selv. Der er derfor ingen der taber til andre, men for hver dag, der trænes, har man vundet over sig selv.

 

Ceremoni

Som i de fleste andre orientalske kampkunster er der også i Aikido en del ceremonier. Hovedsageligt er disse til for at skabe koncentration om og vise respekt overfor det man er i gang med. Desuden kan de forklares som værende af rent sikkerhedsmæssig karakter.

 

Våben

Et helt andet aspekt ved Aikido er våbnene. Udover hånd-til-hånd teknikker kæmper man også med stav (jo) og sværd (bokken/iaito). De fleste hånd-til-hånd teknikker kan udføres med våben og træningen med våbnene er med til at perfektionere bevægelserne. Derudover trænes der kata med sværd gennem Iaido. Iaido er “Kunsten at række sværdet”. De kata, der trænes, er sammensatte figurøvelser uden modstander. Man forestiller sig derfor en modstander så intenst som muligt og bevæger sig derefter. De Iaido kata vi laver udspringer af vores Aikido.

 

Sværdet

Det japansk sværd har mange navne og er kendt i hele verden. Oftest betegnes det katana, men er det et træningssværd kaldes det for iaito og det er ikke skarpt. Det skarpe sværd hedder shinken. I Iaido gør man også brug af et træsværd som kaldes for bokken og er det sværd man begynder at lære Iaido med. Desuden anvender vi også shinai er et sværd af splittet bambus og som hovedsagelig benyttes til kendo.

 

Lidt historie

Grundlaget for dagens Iaido blev lagt i Edo-perioden (1603 – 1868) i Japan. Efter århundrede med borgerkrig kom Japan ind i en mere fredelig og politisk stabil periode. Under Shogunatet blomstrede kulturen op og samuraikrigeren havde ikke brug for sin kampkunst på samme måde som i krigstiden. Desuden blev sværddueller også forbudt. Det betød at krigeren gik mere ind i det spirituelle tankegods som det bl.a. kom til udtryk i buddhismen og taoismen. Udøvelsen af sværdkunsten blev nu ikke blot anskuet som kampteknik men også som et instrument og personlig udvikling og kontrol af selvet.
Begrebet Iaido dukker først op i det 20. århundrede og under dette begreb hører al sværdkampkunst, der også lægger vægt på den åndelige udvikling og ikke kun teknik.

 

Iaido

Ordet Iaido består af to skrifttegn: Iai og do. Det først Iai består oprindeligt af to stavelser: I(ru)= og ai= harmoni. Tilsammen betyder det i retning af ”at være helt til stede”. Det sidste skrifttegn do betyder vejen, hvor vejen står for den vej en personlig udvikling kan føre en.

 

Aikido Toho Iai

I klubben træner der Iaido i forbindelse med den almindelige træning. Her er det altid Aikido Toho Iai der trænes. Dette er en Iaido-stil, der direkte relaterer til Nishio senseis Aikido. De fleste af kataerne knytter direkte an til forskellige teknikker i Aikidoen. Vi laver desuden også teknikkerne ken tai ken (sværd mod sværd) og ken tai jo (sværd mod stav).

 

Nishio Sensei

Shihan Shoji Nishio har gennem de sidste årtier været Danish Aikikais kontakt til Aikido Honbu Dojo i Japan. Han er elev af Osensei Ueshiba og også højt gradueret indenfor Karate, Judo og Iaido. Han har en dynamisk opfattelse af Aikido og lægger bl.a. stor vægt på forståelsen af atemi(slag). Desuden har han selv lavet en række Iaido-kata (sværd), der svarer til hans Aikido.
Nishio Sensei besøgte årligt Danmark til Danish Aikikais internationale påskelejr frem til 2001, hvor der var deltagere fra hele verden.
Således har alle kunne nyde godt af hans unikke Aikido og store tekniske kunnen. Marts 2005 døde Nishio Sensei, men hans enestående Aikido vil leve videre!

 

“Er vi svage eller lidt ved siden af os selv, kan vi let blive udfordret af modstandere. Dette resulterer i, at vi er nødt til at forsvare os selv og
kæmpe, som er en slags forbrydelse. I Aikido er det dårligt, at overvinde en modstander, men det er værre at give modstanderen
mulighed for at overvinde os. Det betyder, at vores svaghed er skyld i vores modstanders forbrydelse.”

– Shoji Nishio Sensei

Morihei Ueshiba (1883-1969), også kendt som O-Sensei.